Vi får og tager ansvar som aldrig før


I debatten om stress er nogle argumenter mere salgsbare end andre.

Argumenterne om, at stress er medarbejdernes eget ansvar, er argumenter, sælger rigtigt godt i mange chefgrupper, hvor stress er en irriterende sten i skoen, men det bliver argumenterne ikke mere rigtige af.

Ansvar er ikke svaret på – men årsagen til stress!

Stress er en overbelastningsreaktion på en udefra kommende belastning. En belastning, der over lang tid er blevet for meget og derved har udviklet sig til en mental og fysisk overbelastning, ofte en reel nedslidning og nedbrydning af en lang række fysiske og mentale faktorer som fx kredsløb og kognitive evner.

Ansvar er motiverende og præstationsfremmende, men alt med måde!

Ansvar er nøgleord i årsagssammenhænge, når det handler om stress. Stress udvikles i høj grad, når vi ikke forventer at lykkes med en opgave, ikke at kunne levere en løsning, ikke at kunne leve op til det ansvar, vi forventes eller selv forventer at løfte – et ansvar, som vi er pålagt, eller vi har pålagt os selv. 

Stress er oftest konsekvensen af lang tids uindfriede forventninger i forbindelse med et ansvar, du opfatter at have – netop denne opfattelse har skabt en grad af frygt for truende, negativ konsekvens.

Du skal tage ansvar!

–  står der mange steder. Det siges igen og igen i reklamer, tv-programmer, indlæg og artikler. Det er blevet en kultur at skulle tage ansvar. Vi skal tage ansvar for os selv, for vores arbejdsplads, aktionærerne, børnenes skole, børnenes venner og deres relationer. Vi skal tage ansvar i parforholdet for kollegaer, ledere, søskende og familie – ja, jeg kunne blive ved. Ansvar er blevet et buzzword og samtidig en fælles ansvarsforflygtigelse. Når du skal tage ansvar for alt, er der jo ingen, der tager ansvar for noget

Med ansvar følger også risiko for nederlag, dermed ikke mindst frygten for nederlag. Frygt er som bekendt grundstenen til stress. Mange ledelser tilsidesætter i høj grad det faktum, at med ansvar skal også følge ressourcer til at løfte ansvaret. Her kommer bundlinjen ind i ligningen. Aktuelt matcher de ressourcer, vi har eller får, sjældent mængden af opgaver, krav og ansvar. På ønsket fra medarbejderne om flere ressourcer er svaret ofte “vi skal spare, og du skal tage ansvar for at løse opgaven med det, du har”. Det er bare ikke det svar, der bremser udviklingen af stress, når vi påpeger, at “det her hænger ikke sammen”

Ingen har lyst til at få besked om at skulle tage mere ansvar (underforstået, du gør det ikke godt nok), slet ikke fra deres ledere. Derfor tager medarbejdere i den grad ansvar i bekymringen om at få kritik for netop ikke at tage “ansvar” nok. Dette er den onde spiral, som gør, at bliver det for meget med at tage ansvar for alt. Jamen, er det så netop ikke medarbejdernes eget ansvar, at de udvikler stress? Næ, for det er det udefra kommende forventningspres om, at de skal tage ansvar, der er årsagen – ikke, at vi prøver at gøre det.

CATS teorien (CATS, Cognitiv Aktiverings Teori, Ursin & Eriksen 2004) beskriver præcist, at vi skaber stressrespons i kroppen, når vi befinder os i en situation med en ”konflikt”, som vi ikke forventer at kunne klare. Kender du ikke CATS teorien, kan du læse om den her: CATs teorien.

Det handler om balance

Vi skal på ingen måde droppe at tage ansvar, det handler alene om at sikre, at der er balance mellem det vi skal, og det vi kan tage ansvar for. I debatten om stress lander vi gang på gang i diskussionen, om det var hønen eller ægget, der kom først. Det gavner ingen at pege fingre, det bringer os ikke tættere på at få stoppet stressepidemien.

Hvem har så ansvaret for stress?

Stress er et fælles ansvar mellem individet, ledelsen og fælleskabet, mellem arbejdsliv og privatliv. Her skal vi dog holde fast i, at 94% af den aktuelle stress er grundet, helt eller delvist, i arbejdslivet. Mon ikke det at tage ansvar fylder en del i det tal. Det fremgår dog ikke af NFAs hvidbog om stress, hvorfra de 94% er hentet.

Ligningen, der ender galt.

Intet menneske kan alt, og det kan ikke siges og skrives for tit, at vi kan klare mere, end vi kan tåle. Filmen knækker, når mængden af de opgaver og kvalitetskrav vi har ansvar for, ikke er i balance med vores ressourcer i situationen.

Lad mig give et eksempel, Når en kran kan løfte 1,5 tons op i 2. sals højde, vil ingen begavet leder/medarbejder forvente at sætte kranen til at løfte 2,5 tons op i 4. sals højde.

Eksemplet fra min klinik

Ikke én men mange gange har jeg mødt stressnedbrudte klienter i min klinik, der netop er ”offer” for ovenstående ligning.

Nedenstående eksempel er konstrueret på baggrund af flere klienter. Jacob, om han findes, så har han ikke været klient hos mig.

Jacob er 45 år, gift, far til 2 børn plus bonusfar til kærestens barn på 4 år. Jacob er sagsbehandler på sin arbejdsplads, han er dygtig til sit job og pligtopfyldende og tager stort ansvar for at leve op til de krav og forventninger, der stilles til ham. Han søger at være en god kollega der gerne hjælper, og han tager ansvar for, at han bidrager på de områder, han møder i arbejdet. Jacob stiller klare krav til sig selv i sit forhold og i rollen som far for de tre børn.

Arbejdspladsen har konkrete kvalitetsnormer for, hvad kunderne skal opleve af behandlingstid for deres sager og kvaliteten i sagsbehandlingen. Ligesom arbejdspladsen har indført en flot række af ”værktøjer”, der på bedste måde kan lette og effektivisere arbejdet for medarbejderne. Arbejdspladsen har en række sociale velfærdsaktiviteter, der skal fremme trivsel og teamånd på arbejdspladsen. Problemet er dog, at der er flere ”sager”, end der er mandetimer, når kvalitetsnormerne om behandlingstid og kvalitet skal holdes. Da Jacob tager ansvar, har han nævnt problemet for sin leder flere gange, hvilket ikke har ført til andet svar end, at ”vi må alle gi den en ekstra skalle i denne periode, der er ikke budget til flere medarbejdere”.

Efter 17 måneder brød Jacob sammen med stress i 4. grad. Hvorfor? Fordi han svigtede ansvaret for sig selv, og han ville ikke, kunne ikke (indtægt), svigte sit ansvar for arbejdspladsen, kollegaerne og chefen.

Arbejdspladsen svigtede til gengæld sit ansvar for, at ingen må blive syge af at gå på arbejde (Arbejdsmiljøloven). Chefen tvang (u)bevidst kranen til at prøve at løfte de 2,5 tons op til 4. sal, resultatet blev som forventet, at den brød sammen under presset.

Vi kan ikke tale os ud af stress, men vi kan tale os til stress gennem krav og forventninger om, at – nu giver vi den en skalle, vi må alle tage ansvar og få dette løst i denne uge og i næste uge og i næste uge og i….

0   kommentarer

    Der er endnu ingen kommentarer

Kommenter

Kontor

Strandbakken 10,
3600 Frederikssund
Telefon:
71 75 20 16

Mail:
steen@st-coaching.dk

Mødefaciliteter

3600 Frederikssund

Online-møder:

Skype og FaceTime

CVR

CVR. Nr. 17492942

Bank

Danske Bank

Rådgivning om stress

Tlf. 71 75 20 16

st-coaching.dk  |  Telefon: (+45) 71 75 20 16  |  Mail: steen@st-coaching.dk  |  CVR: 17492942  |